”Har du haft tømmermænd? Så gang det med 10. Det er som en syl, der bliver banket ind i hovedet med hjertets taktslag”.
Annette har lidt af hovedpine og migræne, siden hun var barn. På det nye Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet-Glostrup får hun behandling og den nødvendige ro, hvis hun er midt i et migræneanfald. Det er verdens første center, som er bygget specielt til hovedpinepatienter.
”Byggeriet tager hensyn til os migrænepatienter, når vi er midt i et anfald, så vi bedre kan komme videre. Der er lænestole, der danner en kuppel, hvor jeg kan sidde med ro omkring mig. Det er ligesom en lille boble, hvor jeg kan trække mig tilbage og skære alle andre omgivelser væk. Så kommer en sygeplejerske, en fys’ eller læge og henter mig stille og roligt. Det er lige før, jeg ikke bemærker det”.
På Dansk Hovedpinecenter er alle specialister samlet på ét sted.
”Specialisterne lytter og bruger patienternes viden, både til behandling og indretning. Her er ikke som et hospital. Her er en behagelig følelse, som at komme ind i sin egen stue".
”Her er dæmpet lys og lyd, dæmpede farver og ingen lugt af hospital. Det betyder meget, for man er meget følsom overfor lys, lyde og lugte, når man har migræne".