Gå til indhold

Mød Anne-Marie

”Der er tænkt over, at patienterne skal have det rart”

Anne-Marie værdsætter de gode rammer for patienterne på Daghospitalet i Grindsted, Sydvestjysk Sygehus.

På Daghospitalet i Grindsted, Sydvestjysk Sygehus, kommer funktionelle operationsstuer, indbydende venteværelser og lyse samtalerum både patienter og medarbejdere til gode. De nye rammer har stor betydning for patienternes velvære og for arbejdsmiljøet, fortæller sygeplejerske Anne-Marie Ebbesen.

 

Alle detaljer tæller. Der ligger mange overvejelser og solid viden bag byggeriet. Vi har fra begyndelsen sat os grundigt ind i, hvad de forskellige specialer kræver, og hvilke rammer der bidrager til et imødekommende og trygt miljø for patienterne.

- Vi har fået varme farver på væggene, nyt inventar og masser af lysindfald fra nye, store vinduer. Operationslamperne er kommet op at hænge i loftet, og vi skal ikke længere springe over ledninger på gulvet. Vi har også fået et hyggeligt frokostrum med køkken, hvor vi som personale kan koble af i pausen. Det giver alt sammen en mere overskuelig hverdag. Man oplever at være på en arbejdsplads i udvikling, – og ikke i afvikling – og det har stor betydning for arbejdsglæden og arbejdsmiljøet.

 

 

- Patienterne siger "her er lyst og rart". De har udsigt til smuk natur, og de kan nu få en kop kaffe i et indbydende venterum, som er placeret lige ved siden af vores undersøgelsesrum. Flere har bemærket, at væggene er malet i en brændt orange farve og synes, at det giver en behagelig og tryg stemning.

Min drøm for Daghospitalet i Grindsted…

er, at rammerne bidrager til tryghed i en utryg situation. Flere patienter kommer med alvorlige diagnoser. Det er vigtigt, at de mødes af nogle omgivelser, hvor der er tænkt over, at de skal have det godt og rart, og som giver dem ro til at rumme den behandling, de skal igennem.

 

5 facts om Daghospitalet i Grindsted, Sydvestjysk Sygehus:

  1. Daghospitalet i Grindsted har tre helt nye og lyse operationsstuer – alle med udsigt til grøn natur.
  2. På det nye og fuldt funktionelle IV-ambulatorium kan man bl.a. få foretaget blodtransfusion.
  3. Skadeklinikken i Grindsted er flyttet ind i nye lokaler og kan tage sig af mindre skader som arbejdsskader eller skader fra leg, sport og gør-det-selv-projekter.
  4. På Daghospitalet kan du blive scannet for knogleskørhed og undersøgt for hudkræft, lungesygdom og diabetes.
  5. Hospitalet ultralydsscanner hjerter alle ugens dage.