Gå til indhold

Mød Lotte

"Jeg vil give patienterne en lille pause i sygdommen med vores mad"

Lotte gør en forskel for patienterne i Det Nye OUH's køkken.

Ernæringsassistent Lotte Søndergaard er med til at indrette køkkenet i Det nye OUH – Nyt Odense Universitets Hospital. Det nye lyse køkken har højt til loftet og er bygget til at lave bæredygtig hverdagsmad. 10 mindre etagekøkkener er rykket ud på sengeafdelingerne, hvor patienterne kommer til at dufte maden.

- Min fornemmeste opgave er at lave mad, der for det første smager godt og er mere bæredygtig. Jeg ser måltidet som en del af behandlingen. Det ansvar tager jeg meget alvorligt. Anretningen det skal være indbydende, især når man syg og ofte har mindre appetit. Vi spiser visuelt. Du kan kaste tre kartofler ind, der roder rundt på tallerkenen. Omvendt kan to stykker smørrebrød se flotte ud sammen.

 

 

- Det kommende nye køkken på Det nye OUH giver os meget bedre rammer for at tilberede friskt mad til patienterne. Der kommer 10 etagekøkkener, hvor vi kan målrette maden bedre for eksempel til hjertepatienter eller til småtspisende, som foretrækker mindre portioner.

- Jeg gør en forskel i indretningen af det nye køkken. Jeg har sammen med mine kollegaer været med til at bestemme, hvordan vi placerer vores 200 og 300 liters gryder og to kip-pander, som er vores en meter brede stegepander, der kan vippe på en fod. Det gælder om at give medarbejderne et optimalt arbejdsflow. Nu har jeg været på OUH i 35 år. For mig er det en megaspændende at sætte min viden i spil være med i en historisk opgave som åbningen af et nyt universitetshospital.

Min drøm for det nye køkken…

er, at uanset om du er 20 eller 70 år vil nyde måltiderne. At maden er noget positivt, der giver en lille pause i sygdommen. Mad er et godt holdepunkt og noget vi kan være sammen om, så du som patient er fri for at tænke på piller og drop for en stund.

 

Fem facts om det nye køkken:

  1. Det nye køkken har en bæredygtig profil og åbner efter planen i efteråret 2022.
  2. OUHs køkkenmedarbejdere er de første, der flytter til Det Nye OUH.
  3. Køkkenet bliver integreret i den planlagte serviceby.
  4. Der skal leveres mad til det nye OUH, Sygehuset i Nyborg, Svendborg og Psykiatrien.
  5. En del af køkkenudstyret fra det nuværende køkken på OUH flyttes med og genanvendes.